• Forbruget på sjov og ballade stiger i juli

    来源: BDK Finans / 12 8月 2024 07:46:19   America/New_York

    Pengene til fornøjelser har siddet løst på danskerne i juli. En analyse fra Danske Bank viser, at der her blev brugt væsentligt flere penge på barer og værtshuse, hvor realforbruget er steget med 20 procent. Også forbruget på koncerter og teater er steget, og det reelle forbrug er her 50 procent højere end sidste år. Realforbrug betyder, at der i tallene er taget højde for inflation og prisudvikling i beregningerne. Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker hos Danske Bank, tilskriver en del af stigningen, at en større del af Roskilde Festival lå i juli frem for juni. Men der er altså stadig tale om solid vækst, lyder det. - Generelt har der været lidt mere gang i tingene i løbet af sommeren end tidligere. Det lader til, at der er en tendens til, at det er noget, der bliver prioriteret højt. - Der er også flere festivaler, der popper op, og det lader til, at danskerne er rigtig glade for at deltage her og samtidig bruger en masse penge på at drikke sig fulde, når de er der, siger hun til Ritzau. Ifølge chefanalytikeren skyldes det øgede forbrug på "sjov og ballade" også, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne. - Lønningerne stiger lige nu relativt meget, og de stiger altså også væsentligt hurtigere end priserne, lyder det. - Det er helt modsat 2022, hvor inflationen bragede i vejret med ti procent, mens lønningerne kun steg omkring to procent. Det betyder mere luft i danskernes økonomi. Men det negative chok i 2022 sidder stadig i danskerne. - Forbruget kunne godt stige endnu hurtigere, hvis man ser på reallønstigningerne. At det ikke gør, det indikerer, at der er opsparinger, der skal genopbygges, men også at mange er bekymrede for uroen rundt omkring i verden, siger Louise Aggerstrøm Hansen. Danskernes generelle forbrug eksklusiv energi er steget med en procent i juli sammenlignet med samme måned sidste år. Det viser en analyse fra Danske Bank. Louise Aggerstrøm Hansens forventning er, at forbruget tager yderligere til i løbet af efteråret. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/forbruget-paa-sjov-og-ballade-stiger-i-juli
分享